Kørekort steps

Kørekortet fra start til slut

Step 1

Introduktion

Ifølge lovens minimum krav skal du have 53 lektioner (1 lektion á 45 min.), 29 teorilektioner, 4 lektioner på manøvrebane, 16 kørelektioner og 4 lektioner på køreteknisk anlæg.

Du kan starte på undervisningen hos køreskolen, når du er 16 år og 9 måneder. På den dag, du har tilmeldt dig holdstart, har du din første teoriaften. Her får du en grundig introduktion om kørekort-forløbet og forskellige praktiske informationer.

Læs alt om: Kørekort til 17-årig

Step 2

Teoriundervisning

Her får du tavleundervisning, hvor der er plads til deltage aktivt i undervisningen. Teoriundervisningen foregår over 8 teorigange, hvor hele holdet er sammen i 3 timer. Undervisningen foregår i vores nye lokale på Fredensgade 41, 8000 Aarhus C. Du skal komme til teoriundervisning én gang om ugen på samme dag og samme tidspunkt. Der er mulighed for flex undervisning, så du tage undervisningen, når det passer dig. Det tager typisk 8 uger at gennemføre hele teoriundervisningen. Tilmelder du dig på et lynhold, som vi har løbende, tager det typisk 4-5 uger at gennemføre teoriundervisningen.

Step 3

Manøvrer på lukket øvelsesplads

Første gang, du skal sætte dig ind i en bil og køre selv, sker på et lukket øvelsesplads – også kaldet manøvrebane. Her får du dit første møde med bilen og mulighed for at lære at betjene bilen efter kyndig vejledning fra din instruktør. På manøvrebanen bliver du bekendt med gear, rat, kobling, bremse, speeder, og du lærer om igangsætning, svingning, bakning, parkering m.m. Undervisningen varer 4 x 45 min.

Dokumenter der skal med på lukket øvelsesplads er ansøgning om kørekort (P23) og lektionsplan (kørelærerens eksemplar).

Step 4

Kørelektioner

Dine første kørelektioner på almindelig vej sker, efter du har været på lukket øvelsesplads. Her starter du med at køre nogle lette ruter, hvor du får mulighed for at blive bekendt med bilen. På den måde har du de bedste forudsætninger for at føle dig tryg ved at færdes i trafikken. De første gange du kører, undgår vi helst myldretrafikken. Det er grundet, at man kan føle sig meget utryg i trafikken, når man skal have fokus på mange ting.

Herefter stiger sværhedsgraden gradvist frem til køreprøven. Kørelektionerne er 6 x 90 min og 4 x 45 min. Kørelektionerne er på hverdage i perioden kl. 8.00 – 18.00 og kørsel i mørke er fra en time efter solnedgang eller senere.

Der skal bookes forskellige køretider, da udfordringerne er meget forskellige i løbet af dagen.

Bilen du kommer til at køre i, har masser af funktioner, der findes i moderne biler. Bl.a. kan både sæde og rat justeres, så både høje og lave kan sidde behageligt.

Step 5

Førstehjælp

Det er et lovkrav, at du skal have gennemført et 8 timers færdselsrelateret førstehjælp. Tilmeld dig førstehjælp via følgende link: fhsund.dk

Hvis du i forvejen har et færdselsrelateret førstehjælpsbevis, må det højst være 12 måneder gammelt.

Step 6

Teoriprøve

Prøven afholdes af politiet. Teoriprøven kan først bestilles, når du har haft de lovpligtige 29 teorilektioner og 14 kørelektioner, tidligst 1 måned før du bliver 17 år.

Husk at jeg først kan bestille en teoriprøve, når du har:

  • oprettet dig på www.køreprøvebooking.dk
  • en lægeerklæring hos egen læge (opret den på borgerservice.dk)
  • pasfoto på 35 x 45 mm.
  • et gyldigt og godkendt færdselsrelateret førstehjælpskursus
  • en samtykkeerklæring i udfyldt stand (Hvis du er under 18 år)
  • afleveret det hele på borgerservice – kørekortkontoret med din ansøgning om kørekort (P23).

I den forbindelse skal du betale et prøvegebyr til staten på 600 kr., fra 1 oktober 1000 kr. Det gør du enten via det link, der er tilsendt til din e-Boks, eller på køreprøvebooking.dk hvor du kan oprette dig selv og betale den vej og til sidst kan du betale på kørekort-kontoret på Borgerservice. Gebyret bliver automatisk registreret på dit CPR-nr., og jeg har herefter mulighed for at bestille prøven til dig.

Jeg anbefaler, at man får klaret ovenstående så hurtigt som muligt inden opstart eller senest ved 3. teoriundervisning. Har du nogle helbredsproblemer, skal du evt. også godkendes af embedslægen, inden du kan få lov til at tage teoriprøven. Så bestil lægeerklæringen i god tid.

Men du er først klar til teoriprøven, når du har bestået de fleste evaluerende teoriprøver enten til undervisning eller online teoriprøver. Der er 25 spørgsmål, du må højst have fejl i 5 spørgsmål. Teoriprøven varer ca. 30 minutter.

Dokumenter du skal have med til teoriprøven, er ansøgning om kørekort og lektionsplan (kørelærerens eksemplar), samt et gyldigt legitimation, fx pas, tidl. udstedt kørekort eller original dåbs,- navne- eller fødselsattest.

Step 7

Glatbane

Inden du skal til køreprøve, skal du på et køreteknisk anlæg (glatbane) i 4 x 45 min. Dette foregår både på tør og glat bane. Alt i alt vil du blive udsat for situationer, der har følgende formål:

  • At træne din manøvredygtighed
  • Give dig større sikkerhed, når du skal ud og færdes med andre bilister
  • At blive bekendt med at håndtere nødsituationer(undvigemanøvre)
  • At blive klogere på, hvordan årstidernes forskellige vejrforhold kræver opmærksomhed

Dokumenter der skal med på glatbanen er ansøgning om kørekort (P23) og lektionsplan (kørelærerens eksemplar).

Step 8

Køreprøve

Når du har bestået din teoriprøve, har været på glatbane og haft mindst 16 kørelektioner på almindelig vej, har du mulighed for at komme til den praktiske køreprøve. Vær dog opmærksom på, at jeg ikke sender dig til køreprøven, før du er klar og har en god fornemmelse for at bestå prøven. Førnævnte skal jeg være enig i.

Til køreprøven er det en prøvesagkyndig fra politiet, der vurderer, om du har erhvervet de færdigheder og den adfærd, som det kræver at få udstedt et kørekort.
Køreprøven starter med kontrol spørgsmål, derefter skal du køre en tur og vise dine færdigheder. Bilen du skal kører til køreprøven, er den samme bil som du har kørt i under kørekortforløbet.
Køreprøven kan vare op til 45 minutter.

Dokumenter der skal med til køreprøven er ansøgning om kørekort (P23) og lektionsplan (kørelærerens eksemplar), samt et gyldigt legitimation, fx pas, tidl. udstedt kørekort eller original dåbs,- navne- eller fødselsattest.

Det er helt normalt at tage 4-8 ekstra kørelektioner, før du er klar og kan bestå en køreprøve. Nogle elever nøjes med lovpakken, de fleste elever skal have lidt ekstra kørelektioner, og få elever skal have mange ekstra kørelektioner.

Et fuldt forløb fra du starter til teoriundervisning, til du står med dit nyerhvervede kørekort i hånden, tager typisk 3-4 måneder. Du skal være fyldt 17 år, før du kan gå til den praktiske køreprøve.

Vær opmærksom på, at tidsforbruget på kørekortet kan variere. Dette kan skyldes en lang ventetid på politiets afholdelse af køreprøver. Kan også være pga. din lægeattest eller skyldes, at du har behov for væsentlig flere kørelektioner, end det obligatoriske.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.